Hvordan får jeg en lejlighed?

Med tre forskellige afdelinger har vi mulighed for at tilbyde både friske og plejekrævende ældre en lejlighed.

Der er noget forskellige betingelser for at komme i betragtning til en lejlighed i vore tre forskellige afdelinger.

Du kan her nedenfor se, hvordan du skal forholde dig, hvis du er interesseret i at komme i betragtning til en af vore almindelige lejligheder i Randers Kloster, i en af vore døgnbemandede ældreboliger i Klostervænget eller i en af vore plejeboliger i Plejeafdelingen.

Lejlighed på Randers Kloster

Hvis du er interesseret i at  komme til at bo i den private del - det "gamle" Randers Kloster, skal du henvende dig til forstanderen, der træffes på Klosterkontoret efter aftale. Aftale kan træffes på telefon 87 12 48 12.

Betingelserne for at komme i betragtning er, at man er fyldt 60 år og er så frisk og selvhjulpen, at man kan have glæde af en af disse boliger.

Ved henvendelse til forstanderen, vil man blive inviteret til en samtale, hvor der vil blive givet en orientering om Klosteret, vores tilbud og faciliteter samt vilkårene for at bo her. Der vil herefter være mulighed for at blive skrevet op til en ledig lejlighed.

Man kan ikke blive skrevet op, før man aktuelt er interesseret i at overtage en ledig lejlighed.

Vi gør opmærksom på, at der er mange interesserede, så chancerne for at komme i betragtning er små.

Ældrebolig i Klostervænget

Lejlighederne i Klostervænget er ældreboliger med tilknyttet plejepersonale.

Disse lejligheder drives efter driftsoverenskomst med Randers Kommune.

Det betyder, at det er Randers Kommunes visitationsenhed, der tager stilling til, hvem der kan få tilbudt en lejlighed her.

Hvis du har ønske om en lejlighed i Klostervænget, skal du derfor henvende dig til Visitationsenheden på telefon 89 15 25 50.

Her vil der blive taget stilling til, om du er berettiget til en bolig, og du kan derefter ønske, at boligen skal være i Klostervænget.

Du er selvfølgelig også velkommen til at henvende dig til os på Randers Kloster, hvis du vil vide mere om vore boliger.

Plejebolig i Plejeafdelingen

Lejlighederne i Plejeafdelingen er plejeboliger med tilknyttet plejepersonale.

Disse lejligheder drives efter driftsoverenskomst med Randers Kommune.

Det betyder, at det er Randers Kommunes visitationsenhed, der tager stilling til, hvem der kan få tilbudt en lejlighed her.

Hvis du har ønske om en lejlighed i Plejeafdelingen, skal du derfor henvende dig til Visitationsenheden på telefon 89 15 25 50.

Her vil der blive taget stilling til, om du er berettiget til en plejebolig, og du kan derefter ønske, at boligen skal være i Randers Klosters Plejeafdeling. Beboere på Randers Kloster og i Klostervænget, der kan visiteres til en plejebolig, har fortrinsret til plejeboligerne frem for ansøgere udefra.

Du er selvfølgelig også velkommen til at henvende dig til os på Randers Kloster, hvis du vil vide mere om vore boliger.