Randers Klosters historie

Randers havde i middelalderen flere klostre. Mellem Rosengade og Provstegade lå et kloster for benediktinernonner formentlig opført i begyndelsen af 1100-tallet. Mod øst, mellem Brødregade og Slotsgade, opførte franciskanermunke i 1236 Gråbrødreklostret. Det yngste kloster, Helligåndsklostret, opførtes af munke fra helligåndsordenen.

I lighed med andre byer var der også uden for Randers en Sct. Jørgensgård for spedalske.

Det var især Helligårdsklostret og Sct. Jørgensgården, som tog vare på syge og fattige.

Ved reformationen i 1536 blev klostrene inddraget under kronen, hvorefter de typisk ved kgl. gavebrev, blev henlagt til eksisterende eller nyoprettede „hospitaler”, hvis opgave oftest var at videreføre omsorgen for fattige og syge. Det skete også i Randers. Både finansielt og opgavemæssigt kan Randers Kloster således føre sin historie tilbage til middelalderen.

Den 3. oktober 1558 pålagde Christian III landets biskopper og stiftslensmænd, dvs. stiftamtmænd, i Nørrejylland at undersøge de eksisterende hospitalers tilstand. Der tilvejebragtes hurtigt det fornødne beslutningsgrundlag for at renovere de gamle hospitaler og oprette nye. Eet af disse skulle ligge i Randers.

Den 10. december 1558 udstedte kongen den første fundats for Randers Kloster. Den bestemte, "… att ther altijd her effther tiill ewig tidj skall were och bliffue ett hospitall vdj wor Kiøbsted Rannders". Til formålet skænkede kongen den såkaldte provstegård, der før reformationen havde tjent som bolig for provsten i Ommersyssel. For at sikre hospitalets drift skænkede kongen endvidere en række indtægter i form af bøndergårde, jordskyld, en fiskegård samt tiende fra flere sogne.

Lensmanden på Dronningborg skulle føre tilsyn med hospitalet.

Vi ved desværre ikke meget om livet, som det dengang formede sig på hospitalet. Alt tyder dog på, at hospitalet, der var trangt, har været fuldt belagt.

Den gamle provstegård viste sig da også snart at være for lille, og i 1573 påbegyndtes på Frederik IIs bud opførelsen af en ny hospitalsbygning, som antagelig har stået indtil 1866, hvor opførelsen af det endnu stående bygningskompleks tog sin begyndelse.

I hospitalets anden fundats (1573) bestemtes det, at der til stadighed skulle være 100 "lemmer". Samtidig øgedes indtægtsgrundlaget både i form af tiende og ved levering af køer, lam og svin samt brænde fra lensmanden på Dronningborg.

Det var således de første årtier en ganske velstående institution. Senere konger udviste dog ikke samme generøsitet over for hospitalet som Christian III og Frederik II. Hertil kom, at Danmark i løbet af 1600-tallet oplevede ødelæggende krige, der medførte stigende udgifter og faldende indtægter for Randers Hospital.

Hospitalsregnskaberne for 1655-56 indeholder den ældste fortegnelse over beboerne. De var fordelt på 2 stuer, vesterstuen og østerstuen. Mænd og kvinder synes at have sovet i samme stue. Blandt beboerne var blinde, "elendige" og "dumme", dvs. døvstumme, samt enkelte sindssyge.

I slutningen af 1600-tallet kom der nye beboere på hospitalet. De mange kvæstede soldater fra krigene kunne ikke rummes på det kvæsthus, som kongen havde ladet opføre i København. Det blev derfor pålagt biskopperne at sikre optagelse af tilskadekomne soldater i hospitalerne. I årene 1683-1691 blev der optaget 18 kvæstede soldater på hospitalet. Det var besværlige beboere. I 1692 blev en beboer på grund af "uskikkeligt levned" sat på halv ration og senere bortvist.

Den sidste soldat på hospitalet døde i 1715.

I 1709 bestemte kongen, at der skulle indrettes dårekister på hospitalerne til sindssyge. Det skete dog først noget senere i Randers. Anledningen var en konkret sag. En mand i Snæbum havde i 1727 dræbt sit eget barn i sindsforvirring. Han kunne på grund af sin tilstand ikke straffes. I stedet blev han anbragt for livstid på Randers Kloster. Han kunne ikke være sammen med de andre beboere. Der blev derfor indrettet et særligt kammer til ham, indtil der blev bygget en dårekiste med 2 kamre. I de følgende år indrettedes flere dårekister i kælderen under hospitalsbygningen.

Dengang kendte man ingen anden pleje af sindssyge end at isolere de syge i dårekister. Den ældste beskrivelse af Randers Hospitals dårekister er fra 1799. Dårekisterne var 2 ¾ alen brede, 4-5 alen lange og 3 alen høje. De var beklædt med 2 tommer tykke fyrreplanker på alle sider. I loftet var anbragt en lille åbning til ventilation og i siden en åbning, gennem hvilken de sindssyge fik deres mad. Gennem samme åbning udkastedes de syges "urenligheder". I den ene side af dårekisten var der et sengested med en planke til at holde halmen sammen. Nogle syge fik dog sengeklæder eller i det mindste halmmadrasser, hvis man var sikker på, at de ikke rev dem itu.

Disse uhyrlige forhold for syge mennesker varede helt til midten af 1800-årene. Først da opstod der forståelse for, at sindssyge er syge mennesker og skal behandles derefter.

I 1852 indviedes Helbredelsesanstalten for Nørrejylland, det senere Psykiatrisk Hospital i Aarhus. Det betød en revolution i behandlingen af sindslidende. Alene ordet helbredelsesanstalt fortæller om de forventninger, man stillede til det nye sted.

De sindssyge overførtes hertil fra Randers Hospital i de følgende år. Et grimt kapitel i hospitalets historie var omsider afsluttet.

Med overførelsen af de sindssyge til Århus var vejen banet for en tiltrængt reform af hospitalet. I 1859 skrev Justitsministeriet til hospitalets direktion, dvs. stiftamtmanden og biskoppen, at det nu var det rette tidspunkt til en reorganisation. Der skulle opstilles en plan for hospitalets fremtidige virke, og fundatsen skulle underkastes en grundig revision. I 1861 kunne der fremlægges forslag til ombygning og indretning med henblik på hospitalets fremtidige bestemmelse.

Der vides ikke meget om de gamle bygninger fra før ombygningen i 1860erne. Der er dog enkelte arkitekttegninger, gjort i forbindelse med ombygningen, som kan give et indtryk af bygningerne. Hovedbygningen havde således smukt svungne gavle.

I "Beskrivelse over Randers Kjøbsted" fra 1804 gengiver Snæbiørn Asgeyrsen Stadfeldt sit indtryk af hospitalets bygninger således:

"Hospitalets Hovedbygning bestaaer af tvende grundmurede fløie. I Vinkelen af Bygningen som vender mod Nord og Øst, er Indgangen til Kirken, hvilken deels ved indlukkede Stole og deels ved Pilaer og Døre er skildt fra begge Fløiene, hvor lemmerne opholde sig.

Videre haver Hospitalet til den tredje Fløi en Bindingsværks Bygning, som bruges til Vaskerhuus og til at forvare Brændsel udi, med mere.

Forstanderen haver frie Beboelse i en bygning, som østen for Hospitalet".

2. slesvigske krig, der endte med nederlaget i 1864, og usikkerhed om man skulle bygge nyt eller ombygge det gamle hospital, bevirkede, at iværksættelsen af byggeriet trak ud.

Men ved kgl. resolution af 4. april 1866 blev byggearbejdet endelig vedtaget. De eksisterende bygninger skulle underkastes en gennemgribende restaurering og ombygning. Det viste sig dog under arbejdet, at bygningerne var i dårligere stand end ventet, så man måtte rive mere ned end oprindeligt planlagt. Der skulle videre opføres 2 nye længer og nogle udhuse. Omkostningerne blev anslået til 40.000 rigsdaler, der skulle afholdes af hospitalets midler.

Den 2. november 1867 holdtes der rejsegilde på den nye hospitalsbygning. Bygningen, der var tegnet af arkitekt professor Walther, bestod af 3 fløje i røde mursten væsentligst i een etage. I hovedfløjen var kirken, bygget i norditaliensk stil med bjælkeloft og pulpiturer langs sidemurene.

Hele byggeriet kostede godt 71.000 rigsdaler, altså tæt på en fordobling af den budgetterede udgift.

I følge den nye fundats fra 1868 havde Randers Hospital til formål at give værdigt trængende af begge køn understøttelse dels i hospitalet, dels uden for dette. 100 beboere skulle have ophold på hospitalet, 1/3 kvinder og 2/3 mænd.

Efter fundatsens § 3 skulle der ved optagelse tages "…særligt Hensyn til saadanne værdige Trængende, som efter den bedre Livsstilling, hvori de forhen have levet, vilde blive lidende fremfor Andre, ifald de ingen anden Hjælp kunne faae end den, det almindelige Fattigvæsen kan yde, hvorimod saadanne Personer, der efter deres Stilling snarere egne sig til at henvises til Forsørgelse af det almindelige Fattigvæsen, ikkun undtagelsesviis bør optages i Stiftelsen".

Beboerne skulle have bolig og brændsel enten i et værelse forsynet med kakkelovn med kogeindretning, alkove og et skab, eller 2 kvinder skulle dele 2 værelser; det ene til dagligstue, det andet til sovekammer.

Beboerne benævntes i 1868-fundatsen endnu "lemmer". I den næste fundats fra 1936 erstattedes benævnelsen af "alumner".

Ved optagelsen i hospitalet skulle man medbringe sengeklæder og et passende stykke bohave til opbevaring af klæder. Hvad man havde af penge og værdipapirer, skulle afleveres til forstanderen, der skulle kvittere behørigt for modtagelsen. Rente og udbytte tilgik beboeren.

Ved beboerens død tilfaldt alt, hvad man ejede, hospitalet. Det var modstykket til, at hospitalet påtog sig forsørgelsen og bekostede begravelsen. Endnu i 1936-fundatsen bestod denne ordning. Den er selvsagt siden ophørt. Nu gælder de almindelige regler i arveloven.

1868-fundatsen videreførte den hidtidige ledelsesstruktur på Randers Hospital. Den øverste ledelse af hospitalet var henlagt til en direktion bestående af biskoppen over Århus Stift og stiftamtmanden over Århus Stift, før 1660 lensmanden på Dronningborg. Direktionen, som altså udgjordes af stiftsøvrigheden, skulle ifølge fundatsen "… tage Beslutning i alle Sager, som ere henlagte under Directionens Rådighed, saavelsom at føre Tilsyn med at Stiftelsens Tarv i alle Henseender iagttages og at Inspectionen og Forstanderen opfylde deres Pligter".

I 1830 var der blevet oprettet en inspektion til at varetage det løbende tilsyn. Inspektionen bestod ved oprettelsen af den kgl. udnævnte borgmester, byfogden og sognepræsten ved Sct. Mortens Kirke. Da embedet som kgl. udnævnt borgmester bortfaldt i 1926 indtrådte den folkevalgte borgmester i inspektionen. Endvidere nedlagdes embedet som byfoged ved retsplejereformens ikrafttræden i 1919. Herefter bestod inspektionen af borgmesteren, sognepræsten og politimesteren med sidstnævnte som formand.

Ordningen med en overordnet direktion i Århus og en nær inspektion i Randers afløstes ved fondsloven af 1984 af en bestyrelse, hvori indtrådte medlemmerne af direktion og inspektion med stiftamtmanden som formand.

Forstanderen blev ansat af direktionen, men skulle udnævnes ved kgl. resolution efter indstilling fra justitsministeren. Forstanderens pligter og rettigheder var nøje opregnet i 1868-fundatsen. Forstanderen havde fri bolig med gårdsplads og en andel af haven efter direktionens bestemmelse. Lønnen var 1.000 rigsdaler årligt med et tillæg hvert 3. år på 100 rigsdaler. Lønnen kunne dog ikke overstige 1.500 rigsdaler. Hertil kom 100 rigsdaler årligt til brændsel og en kontorholdsgodtgørelse på 300 rigsdaler. Forstanderen skulle stille sikkerhed på 5.000 rigsdaler "for de ham betroede Oppebørsler".

Der skulle dog ikke gå mange år, før pladsen blev for trang, og man måtte udvide hospitalet. I 1899-1900 blev de gamle bygninger hørende til møllen på hospitalsgrunden revet ned. På stedet opførtes en administrationsbygning i røde sten i 2 etager efter tegning af arkitekt H. F. Estrup. Forstanderboligen i den gamle bindingsværksejendom i Kirkegade flyttedes til den nye fløj, og den fredede ejendom blev udlejet til forretningsbrug. Den blev senere frasolgt. Som nævnt skiftede Randers Hospital i 1949 navn til Randers Kloster. Ønsket var at undgå at blive forvekslet med et sygehus. Mange breve og henvendelser gik således til Randers Kloster, selvom de var bestemt for Randers Centralsygehus.

Flere andre borgerlige klostre har også skiftet navn. Vor Frue Kloster i Århus hed således oprindelig Vor Frue Hospital, og for et par år siden skiftede Hansted Hospital navn til Hansted Kloster.