Aktiviteter på Randers Kloster
I årets løb har vi mange gode traditioner og aktiviteter. Der er selvfølgelig også plads til nye idéer og aktiviteter.
Vores beboerråd laver hvert halvår en kalender med kommende arrangementer. Du kan altid se kalenderen med og indbydelser til arrangementerne på vores ni opslagstavler, der er fordelt rundt i alle vores afdelinger.
Vi har nogle faste tilbagevendende aktiviteter, f.eks.:
- Eftermiddagsgudstjenester med efterfølgende kaffebord
- Eftermiddagsarrangementer, hvor vi nyder køkkenets kaffebord og underholdes på forskellig vis
- Bankospil i Klostervængets spisestue.
- Sønderjysk kaffebord
- Brunch.
Der er også nogle aktiviteter særligt for vores beboere i pleje- og ældreboliger. Det kan f.eks. være bevægelse, sang, fortælling, ture i vores bus m.m.
Traditioner
- Nytårsfest i januar - arrangement med gudstjeneste, festmiddag og underholdning
- Forårs- og sensommertur i bus, hvor vi kommer rundt og nyder det smukke landskab og gør ophold på en kro til et godt måltid
- Havefest omkring Sankt Hans, hvor vi nyder Politiorkesterets musik og bagefter hygger os med spisning og fællessang
- Høstfest med høstgudstjeneste, festmiddag og underholdning
- Oktoberfest med hele udtrækket
- Julefrokost i hver af de tre afdelinger.
Gudstjenester og andagter
Hver søndag kl. 16.00 (bortset fra i skolernes sommerferie) er der gudstjeneste i Randers Klosterkirke. Der holdes morgenandagter et par gange om ugen i de sommerferieuger, hvor der ikke er gudstjenester og i adventstiden.
Der holdes desuden særlige eftermiddagsgudstjenester for klosterets beboere en gang om måneden. Disse holdes ikke i kirken, men i klosterets festsal, hvor der efter gudstjenesten også er kirkekaffe med hjemmebag.
Klosterkirken drives i samarbejde med Sct. Mortens Sogn, og det er præsterne ved Sct. Mortens Sogn, der holder gudstjenesterne i Klosterkirken. Den aktuelle gudstjenesteliste kan derfor ses på Sct. Mortens Sogns hjemmeside. Her fremgår også andre aktiviteter i kirken og sognet.
Klosterkirken bruges også hyppigt ved bisættelser og andre kirkelige handlinger, ligesom Kirkens Korshær en gang månedligt bruger kirken til korshærsgudstjeneste.
Træning
Vores terapeuter træner med dig, hvis du bliver visiteret til træning. Træningen foregår dels i vores træningslokale i Østfløjen og dels i din egen bolig. Træningen kan både være styrke- og balancetræning og træning i almindelige daglige færdigheder.
Du er velkommen til at bruge vores træningslokale til selvtræning. Dette skal du ikke visiteres til.
Du kan også deltage i fælles gymnastik.